Tidligere
3 mar. 2022, 16:00 – 17:00
Artist Talk: Tommy Støckel + Jacob Lillemose

På denne side:

O – Overgaden inviterer til en artist talk om teknologiske forestillinger om fremtiden i dystopisk og utopisk design mellem roman-aktuelle museumsinspektør Jacob Lillemose og Tommy Støckel, der er aktuel med udstilling SUPERADAPTER

Vandrør, gasledninger og kabler til lyd, el og data udgør omdrejningspunktet i Tommy Støckels nye totalinstallation SUPERADAPTER, der er skabt specifikt til O - Overgadens underetage. På trods af at vand, gas, el og data normalt løber i hver deres rør og ledninger, er de i udstillingen tilsluttet et fælles netværk gennem superadaptere – Støckels opfundne ultimative universelle transformer. Som en DIY-genereret prototype er superadapteren en metafor for menneskets konstante teknoutopiske drøm om, at morgendagen kan blive bedre med ny teknologi.

I romanen Architecture Zero af museumsinspektør ved Medicinsk Museion Jacob Lillemose spørger hovedpersonen, hvordan vi skal bygge for at overleve katastrofer? Hjemsøgt af voldsomme hovedpiner og hallucinationer får hovedpersonen kendskab til en omfattende vision for fremtidig katastrofearkitektur og må til sidst indse, at det svar, han søger, overgår hans vildeste fantasi. På sin rejse møder han skræmmende og fascinerende visioner om, hvordan vi kan bo i en dystopisk fremtid.

Til talken vil Støckel uddybe sin praksis og udstilling i dialog med Lillemose, der også fortæller om sin roman. På den måde kommer de ind på, hvordan vi kan forestille os fremtiden gennem teknologiske systemer og designs.

Samtalen foregår på dansk og modereres af O - Overgadens kurator Ida Schyum. Det er gratis at deltage og kræver ingen tilmelding. Der er – som altid – gratis adgang til udstillinger på O – Overgaden, som kan ses i forbindelse med arrangementet.

Tommy Støckel (f. 1972, DK) er uddannet fra det Kongelige Danske Kunstakademi og er bosat i Berlin. Støckel har haft soloudstillinger på Frankfurter Kunstverein (Frankfurt am main), SMART Project Space (Amsterdam), Nikolaj Kunsthal (København) og Arnolfini (Bristol). Hans projekter har desuden været vist i The Atlantic Project (Plymouth), Capc Musée d’Art Contemporain (Bordeaux), Tensta Konsthall (Stockholm) og på Gwangju Biennalen.

Jacob Lillemose (f. 1974) er kurator ved Medicinsk Museion i København. Foruden at have kurateret freelance internationalt siden 2000erne opnåede Lillemose i 2011 en PhD-grad fra Københavns Universitet med en afhandling om softwareredskaber. Fra 2012 til 2013 var han kurator på transmediale i Berlin, fra 2015 til 2017 var han leder af udstillingsstedet X AND BEYOND og aktuelt er han kurator for Uffe Isolottos udstilling på den danske pavillon på Venedig biennalen (åbner april 2022). Architecture Zero er hans debutroman.