Deadtime, A Hypothesis of Resistance afholdes af Cally Spooner i samarbejde med O – Overgadens leder Rhea Dall og vil indeholde præsentationer og live-værker af blandt andre Pierre Bal-Blanc (kurator og koreograf) repræsenteret af danser Efthimios Moschopoulos, Vincenzo Estremo (filmforsker), Maibritt Borgen (kunsthistoriker og forsker), Marie de Brugerolle (kunsthistoriker), Hendrik Folkerts (kurator og udstillingsleder ved Moderna Museet, Stockholm), Irena Haiduk (kunstner), Will Holder (typograf og publicist), Lea Porsager (kunstner), Jesper List Thomsen (kunstner) og Christopher Weickenmeier (kurator og forsker). 

Symposiets fulde program kan læses på den engelsk her.

*

Deadtime stiller et centralt spørgsmål: hvis vores samfundet i dag styres af et ’grundprincip’ om ‘performance’ – dvs. en konkurrencebetonet, 24/7 forventning om, at vi ’performer’ (godt) til alle tider – findes der så måder at gå imod denne styring eller dette ’princip’? Eksisterer der en udfoldelse af en mere ’kropslig’ eller direkte væremåde eller ’kultur’, som ikke er fyldt med planlagte aktiviteter og uophørlig, frugtbar produktivitet? Eller med andre ord, hvordan skaber man plads til det, der ikke allerede er optegnet eller forudbestemt? Det, der er uforudsigeligt, elektrisk og ikke har sin funktion eller ’performance’ beregnet eller bestemt på forhånd, og derfor, efter visse institutionelle og industrielle standarder, kan fremstå som ’dødt’? 

Brugen af begrebet ’dødt’ er her en reference til Anne Carsons term ’temp morts’, der henviser til den såkaldte døde tid eller ’dead time’, hvor en filmfotograf teknisk set lader kameraet rulle, for lang tid efter indspilningen af en fiktionsfilmsscene, og dermed optager skuespillerne selv efter, de er trådt ud af kameraets vinkel: “as if for a while something might be still rustling around there in the empty doorway” [Anne Carson, Decreation, 2010]. Fejl, spontanitet, stilhed og andre uventede episoder siver her ind i billedet; uplanlagte, typisk oversete, tilsyneladende ’døde’ filmiske øjeblikke dukker op og dræner betydning og fokus væk fra hovedbegivenheden, så hverdagslivet et øjeblik tillades at entrere og suse rundt i og udenfor billedets frame. 

Dette symposium-lignende arrangement vil spørge, hvor “død tid” måtte kunne opstå på et museum: i dets samlinger, i dets live-program, i dets arkiver og dets udstillinger, via publikum? Hvordan kan kulturudøvere og kulturinstitutioner åbne vores ramme bredere for at lade livet – eller en form for mere sand historie – sive ind, velvidende at hvis dette gøres, så vil noget af denne materiale, i Carsons forstand, fremstå og opføre sig som ’dødt’. Hvordan kan dette resultere i at operere uden for det givne, ’performende’ fokus eller hovedbegivenhed – hvordan kan der skabes modstandsdygtige mikrohistorier?