Tidligere
2 aug. 2024, 9:00 – 10:00
Oplæsning
Caspar Eric: Undskyld vi er her

På denne side:

Digter Caspar Eric læser op fra bogen Undskyld vi er her i udstillingen Impaired Erotics. Oplæsningen arrangeres af Kunst på barsel, og alle er velkomne — med eller uden børn.

Da oplæsningen finder sted uden for O — Overgadens normale åbningstid, skal du tilmelde dig. Kontakt Kunst på barsel via Instagram.

Om Undskyld vi er her

Da Danmarks finansminister, Nicolai Wammen gik på talerstolen d. 31/8 2023, for at præsentere regeringens finanslovsudspil, svarede han en journalist, at det blandt andet var pga. nogle meget store udgifter på det specialiserede socialområde, at man nu måtte spare ude i kommunerne. 

At handicappede bliver italesat som en byrde for samfundet, er en tendens der går helt tilbage til velfærdsstatens grundlæggelse. Men denne gang affødte Wammens udtalelser et svar fra handicapmiljøet: En kampagne på de sociale medier, hvor folk sarkastisk skrev Undskyld, for at være født med et handicap, og for at koste deres kommune penge. 

Nu har digteren Caspar Eric samlet de første hundrede opråb i et konceptuelt digt. Undskyld vi er her dokumenterer på den ene side, hvad der skete i kølvandet på Wammens udtalelse, men det er også en bog om en velfærdsstat i krise. Langdigtet fortæller om et samfund, hvor mennesker med handicap skal slås for at få den hjælp, de har krav på ifølge den danske lovgivning, og om et system, der gør folk syge. Og så fortæller det om et samfund, hvor vi har en tendens til at glemme de allersvageste.

Foto: Fryd Frydendahl