Forhandlinger mellem styrke og skrøbelighed er gennemgående i Thorhauges værker, en subtil dualisme og en kærlighed til flertydigheden samler sig i et udtryk, der er lige så helstøbt, som det er underspillet og udfordrende. Malerierne ligner hele tiden hensynsfulde afdækninger af grundlæggende sammenstød, der er undersøgende snarere end konfliktfyldte: møder mellem liv og død, noget lyst og noget mørkt, det smukke og det grimme, kærlighed og ensomhed, det maskuline og det feminine, naivitet og kompleksitet.

Thorhauge kaster sig med selvsikker oprigtighed over klichéernes alfabet: nøgne mennesker i naturen, stærke heste og dødningehoveder, men bagved det symboltunge billedsprog kan en fundamental gentænkning komme til syne. Blikket på de androgyne kroppe lader til at tilhøre kroppene selv. Hestene er underfundige væsener, snarere end de er kampdyr.

I tråd med den amerikanske feministiske tænker Donna Haraways teorier om spekulativ fabulering – en idé om historiefortælling, der forestiller sig alternative verdener, hvor patriarkat, vold og arters afgrænsning er elimineret – bruger Ida Sønder Thorhauge sin åbne, nysgerrige figuration som analyseapparat. Hun skaber en slags spekulativ fabulering i billedform. Kendetegnende for det fabulerende er netop, at det producerer et overskud af betydning, der kan muliggøre nye udlægninger af velkendte objekter, strukturer, sandheder.

Det figurative maleris formmæssige mytologier punkteres hos Ida Sønder Thorhauge, fordi de anvendes med vidtåbne øjne. At være kvindelig maler er en kamp mod en kunsthistorie, som altid allerede er domineret af mænd, men Thorhauge går ufortrødent ind i denne historie, maler sig op imod den, og gør den til sin egen. Hun skaber store oliemalerier med arkaiske motivverdener og tilbageerobrer på den måde en repræsentation, der sjældent spirer fra en feministisk tænkning. Når klicheer bæres som smykker, kan de få nye liv.