Tidligere
Carl Emil Jacobsen: Comb A Hairy Doughnut Flat
13 aug. – 9 okt. 2021

På denne side:

En mængde voluminøse, organiske figurer har indtaget Overgadens første etage. Med deres rundede former i brændte pastelfarver, grovkornede overflader og tilsyneladende massive tyngder kunne de ligne amputerede kropsdele, overdimensionerede redskaber eller erotiske fetichobjekter.

Dette tvetydige formsprog udgør den balancerende nerve i Carl Emil Jacobsens arbejde, der med Comb a Hairy Doughnut Flat – den danske kunstners første institutionelle soloudstilling – omdanner udstillingsrummene til et værksted og et stykke natur. Med processen som et mål i sig selv, og en næsten rituel opmærksomhed på materialebearbejdning og fysisk formgivning, emmer Carl Emil Jacobsens abstrakte skulpturer af en insisterende sanselig appel.

Comb a Hairy Doughnut Flat – hvis titel er lånt fra en matematisk teori om buede fladers geometri og rumlige dynamikker – præsenterer en ny serie af pigmentbemalede skulpturer i akryl og fiberbeton, samt et særligt allokeret rum til skitser og modeller. Udstillingen er bygget op som en transitorisk scenografi, der i løbet af udstillingsperioden udfolder sig i tre forskellige faser. Ud fra arbejdstitlerne First Impression, Odd Couple og On the Other Side vil Jacobsen flytte rundt på værkerne for at undersøge processen som materiale og værkernes relationelle foranderlighed.

Carl Emil Jacobsen (f. 1987, DK) er uddannet industriel designer fra Kolding Designskole (2012) og arbejder i feltet mellem kunst og design. Hans værker er blevet udstillet på bl.a. The Curio, Chart Art Fair, Forårsudstillingen på Kunsthal Charlottenborg, Patrick Parrish Gallery, New York, Galerie Maria Wettergren, Paris, Piscine, Aarhus og Rundetårn, København. I 2018 deltog han i den prestigefulde designudstilling MINDCRAFT18 i Milano, og i 2020 blev han udvalgt til Statens Kunstfonds to-årige karriereudviklingsprogram ’Den unge kunstneriske elite’.

Udstillingerne er støttet af Statens Kunstfond, Beckett Fonden, Den Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse, Grosser L. F. Foghts Fond, Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond af 1968 og Bodil Pedersen Fonden.

  • Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse
  • Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond af 1968