Tidligere
Mathias & Mathias: Kære
26 jan. – 17 mar. 2018

Kan kunsten dømmes objektivt ud fra juridiske parametre? Og hvad sker der med juraen i sammenstødet med kunsten?

Gennem video, tekst og skulptur er det nogle af de spørgsmål, som kunstnerduoen Mathias & Mathias rejser på udstillingen Kære, der indretter Overgadens førstesal til en retssal, hvor der stilles skarpt på betydningen af bevismateriale og vidneudsagn, når to uforenelige verdensopfattelser ramler sammen.

Som baggrund for udstillingen har Mathias & Mathias undersøgt eksempler på, hvordan kunsten krydser klinger med loven og bliver genstand for juridiske søgsmål. Et af tilfældene er historien om den amerikanske kunstner J. S. G. Boggs. Under en udstilling i London blev han arresteret og tiltalt for falskmøntneri som følge af sit forsøg på at få befolkningen til at sætte spørgsmålstegn ved penges værdi, hvilket han gjorde ved at male pengesedler og anvende dem som valuta. I retssalen indkaldte Boggs’ forsvar en række kunstprofessionelle, der midlertidigt omdannede retssalen til en lektion i kunsthistorie. Sagen faldt ud til Boggs’ fordel, og samtlige nævninge endte med at frikende ham.

Kunstnerduoen Mathias & Mathias består af Mathias Toubro (f. 1986) og Mathias Dyhr (f. 1991). De er begge uddannede fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2016 og har samarbejdet siden 2012. Mathias & Mathias har udstillet både i institutions- og gallerisammenhæng på blandt andet Tranen, Ringsted Galleriet, Udstillingsstedet Q, Last Resort Gallery, Sculpture by the Sea, Skulptur Odense, Heart Herning Kunstmuseum samt Museo National de Art i Mexico.