Tidligere
Michael Würtz Overbeck: Parable of Love
2 sep. – 22 okt. 2016

Menneskets søgen efter mening og sandhed danner rammen for Michael Würtz Overbecks første store soloudstilling, der spænder over tegning, video, objekter og installation.

Parable of Love tager afsæt i eksistentielle overvejelser, hvor livets forgængelighed og absurditet udgør et gennemgående tematisk spor. Med døden som ledemotiv rejser udstillingen spørgsmål om vores grundlæggende begreber og opfattelse af verden – for hvad betyder virkelig noget, når vi konfronteres med tilværelsens meningsløshed?

Til Overgadens første sal har Overbeck skabt en totalinstallation, der iscenesætter værkerne i et labyrintisk univers. Vi fratages overblikket og ledes af arkitekturen, som kun anviser én vej frem gennem udstillingen. Mørklægning og snævre korridorer skaber rumlige forskydninger, der påvirker orienteringssansen. Draperet stof fra gulv til loft former sig som en smal kløft af lodrette bølger, der lokker den besøgende ind i resten af udstillingen. I en montre tydeliggør røg lys, hvor den forventeligt burde sløre. I uendelige diagonale spejlinger fortoner beskuerens ansigtstræk sig til uigenkendelighed. Med Parable of Love udfolder Overbeck et forvrænget og todelt univers, hvor mening søges, men enhver form for sammenhæng alligevel nedbrydes.

Michael Würtz Overbeck (f. 1982) er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i 2010. Han har tidligere udstillet på bl.a. Kunsthal Charlottenborg, Aarhus Kunstbygning, OK Corral, MOHS Exhibit, C4 Projects, NLHspace, Ringsted Galleriet, Museet på Koldinghus, Rom8 i Bergen og Contemporary Image Collective i Cairo.