Det er med både stolthed og lettelse, at vi på Overgaden kan dele nyheden om, at kunsthallens fremtid er sikret. Kunsthallens driftstilskud – husets offentlige grundstøtte – fra Statens Kunstfond ligger nu fast for 2024-2027, hvormed den hidtidige udfasning af støtten bortfalder.
Dermed fremtidssikres Overgaden som et ’kunstnernes hus’, der i snart 40 år haft en helt essentiel betydning for udviklingen af samtidskunsten i Danmark, hvilket har stor betydning for hele det danske kunstfelt.
Overgaden giver kontinuerligt nye kunstneriske stemmer fra alle regioner i landet muligheden for at udvikle ideer og arbejde i stor skala i en fuldt udfoldet institutionel soloudstilling. Tidligere udstillere tæller bl.a. Olafur Eliasson, Kirsten Justesen og Pia Arke, Adam Christensen og Lea Porsager – og platformen er mindst lige så attraktiv i dag. Eksempelvis tiltrak kunsthallens seneste Open Call 660+ ansøgere. Samtidig har Overgaden i de seneste år, med opbakning fra en række større private fonde, undergået et stort løft med en omfangsrig renovering af kunsthallens lokaler, ny hjemmeside, nye formidlingstiltag samt nye faciliteter til det offentlige program af kunstnersamtaler, koncerter, workshops med mere.
Men midt i dette momentum har Overgaden imidlertid stået overfor en stor udfordring, da husets driftsstøtte fra Statens Kunstfond tidligere var varslet til bortfald pr. 2024. Overgadens ledelse har derfor i en længere periode arbejdet intenst på at ændre denne situation – både i samtale med Statens Kunstfond og ved, på lokal- og nationalpolitisk niveau, at afsøge andre mulige støttemodeller.
Arbejdet for at sikre Overgadens fremtid har involveret en lang række støtter fra hele det danske kunstfelt, fra mange kunstnere og kunstfaglige til rektorerne ved kunstakademierne, museums- og kunsthalsdirektører, herunder Foreningen for Kunsthaller i Danmark (FKD), samt Billedkunstnernes Forbund (BKF) og Unge Kunstnere og Kunstformidlere (UKK). Den store opbakning fra et bredt kunstfelt har været essentiel i vores proces og understreger Overgadens vigtige rolle på den danske kunstscene, hvilket vi er både ydmyge over og taknemmelige for.
I forlængelse af denne opbakning er det en stor glæde, at driftstilskuddet for 2024-2027 nu ligger fast. Overgadens driftsstøttebeløb er reduceret fra 3,15 til 2,4 mio., men danner et sundt fundament for institutionen og for vores videre arbejde for at sikre at en lignende situation ikke opstår i fremtiden.
Rhea Dall, leder, Overgaden; Mikkel Bogh, bestyrelsesformand (direktør, SMK)
Se også Statens Kunstfonds nyhed om driftstilskud til Overgaden 2024-2027 her: https://www.kunst.dk/overgadens-driftstilskud-forlaenges-til-2027?fbclid=IwAR3V2e-jX32WZ4PqPE7v3bOR-Tq8JgOKtjCZethiKtOO6GY2RdYsjkLcyXw