1 okt. 2023
Praktikforløb
Bliv en del af O – Overgaden i et praktikforløb med fokus på kuratering og kommunikation

Anna Rettl fernisering, foto af Marlene Anne Lough

O – Overgaden Institut for Samtidskunst, der ligger unikt i tidligere industrilokaler ved Christianshavns kanal, præsenterer årligt omkring otte store udstillinger samt en lang række kunstnersamtaler, performances, filmvisninger og debatter med fokus på at udbrede kendskabet til nye og eksperimenterende kunstnerskaber. Som praktikant på O – Overgaden vil du blive en del af et en kunsthal, der producerer samtidskunstudstillinger og events i højt tempo, og et lille team, der løfter i flok.

I praktikperioden bliver du en fast del af vores lille kernestab og derfor inkluderet i alle de daglige opgaver, vigtige samtaler og ugentlige fællesmøder. Du vil få indblik i de forskelligartede opgaver, der findes på kunsthallen, og du får mulighed for at prøve kræfter med opgaver indenfor kommunikation, eventarbejde, assisterende kurateringsopgaver, udstillingskoordinering og administration på kunsthallen – afhængigt af din profil og dine interesser.

Vi tilbyder en bred vifte af opgaver, erfaringer og oplevelser, hvor dit engagement virkelig kan gøre en forskel. Vi er et dynamisk hus med kort vej fra ide til handling, og vi vil i høj grad kunne dreje opgaver i retning af det, som du gerne vil fokusere på at udvikle.

Ansøgningsfrist tirsdag d. 31. oktober 2023 kl. 23.59.

Konkrete opgaver som praktikant med fokus på kuratering kunne være:

  • Research og planlægning af udstillinger, events og nye tiltag

  • Udstillingsproduktion, især i ugen op til ferniseringer

  • Planlægning, markedsføring og afvikling af events

  • Fondsansøgningsarbejde

  • Forskellige former for udstillingsformidling

Konkrete opgaver som praktikant med fokus på kommunikation:

  • Formidling og kommunikationsopgaver (nyhedsbreve, SoMe, kommunikation af arrangementer på eksterne platforme etc.)

  • Udvikling af nye markedsføringsinitiativer og samarbejder på O – Overgaden

  • Målgruppeanalyser

  • Planlægning, markedsføring og afvikling af events

  • Udstillingsproduktion, især ugen op til ferniseringer

Vi forestiller os, at du…

  • Er i gang med en videregående uddannelse, da praktikforløbet er ulønnet men indgår som en del af uddannelsen.

  • Har viden om eller interesse for samtidskunst.

  • Har lyst til at engagere dig og modet til at kaste dig over en masse nye og forskelligartede opgaver.

  • Er initiativrig, struktureret, servicemindet og du bliver motiveret af en hverdag med mange skiftende projekter og varierende deadlines

Send os din ansøgning og dit CV (max. en side hver) til Line Brædder, lb@overgaden.org med emnefeltet ”Praktikansøgning” senest tirsdag d. 31. oktober.