Tidligere
15 sep. 2022, 15:00 – 16:00
Artist talk og samtale: Marie Kølbæk Iversen + Grethe Kramer Berthelsen

På denne side:
Marie Kølbæk Iversen: Rovhistorier, installation view, 2022. Foto Laura Stamer

Artist Talk og samtale med Marie Kølbæk Iversen (DK) og Grethe Kramer Berthelsen (GL) om transatlantiske erindringsspor mellem Grønland og den vestjyske hede

Torsdag d. 15. september kl. 17:00 kan du møde udstillingsaktuelle Marie Kølbæk Iversen i samtale med Grethe Kramer Berthelsen. Kramer Berthelsen er grønlandsk og Kølbæk Iversen er dansk. De er slægtninge, bundet sammen af fælles aner på den vestjyske hede og med en fælles interesse for at undersøge, hvordan international geopolitik udmønter sig på intime og mikropolitiske planer mellem mennesker og i familier.

I de senere år er Danmarks koloniale historie i Grønland kommet til fornyet debat, i takt med at de konkrete omstændigheder omkring den danske stats kontrol- og fordanskningstiltag med Grønlandskommissionen, G50, er blevet afdækket.

Gennem de familietråde, der binder dem sammen, afsøger Grethe Kramer Berthelsen og Marie Kølbæk Iversen i denne samtale nogle af de moderniseringsprocesser, der har udspillet sig mellem Grønland og den vestjyske hede siden efterkrigstiden—ikke mindst i kølvandet på Grønlands indlemmelse som amt i det danske kongerige i 1953.

Artist talken tager udgangspunkt i Marie Kølbæk Iversens udstilling Rovhistorier på O – Overgaden (26. aug – 23. okt), der udspringer af kunstnerens igangværende ph.d.-projekt. Med Rovhistorier krydser Marie Kølbæk Iversen tid, grænser og kulturer, når hun rejser ind i øjelinsen på havkalen; en dybhavsfisk, der også er kendt som grønlandshaj. Havkalen færdes på tværs af det nordiske Atlanterhav fra Hvidehavet og Skagerrak i øst, til Grønland og Svalbard i nord og Canada i vest. Nyere marinbiologisk forskning har påvist, at den kan blive op til mellem 272 og 512 år gammel, hvilket gør den til det længstlevende hvirveldyr i verden. Ved at syntetisere kunst, folkeminde og moderne videnskab lægger Kølbæk Iversen med Rovhistorier op til refleksion over de forgangne 500 års koloniale, imperiale og miljørelaterede kampe i den nordlige atlanterhavsregion—ikke mindst i Grønland—hvor den danske indflydelse har været og fortsat er central.

Artist talken foregår på dansk.

Tilmelding er ikke nødvendig, og entreen til O – Overgaden er som altid gratis.

Til arrangementet vil du møde:

Grethe Kramer Berthelsen (f. 1957, GL) blev født i Aasiaat, som ældste barn af Methe fra Akunnaaq (Aasiaat) og Vagner fra Herning. Vagner var fætter til og god ven med Marie Kølbæk Iversens mormor, Maja, og de holdt kontakten indtil hendes nylige død.
Grethe boede med sine forældre og søskende i Aasiat indtil 1961, hvor de flyttede til Ilulissat og siden til Nuuk. Hun er uddannet og har arbejdet som tandplejer i 16 år, før hun i 1997 skiftede til at arbejde med rusmiddelafhængighed i Nuuk.
Grethe deltager i samtalearrangementet sammen med sin mand Ove Karl, der tilbragte de første år af sit liv i en bygd nær Sismiut, før han som 11-årig blev indrullet i et uddannelsesprogram, der sammen med mange andre grønlandske børn bragte ham til Danmark og siden Nuuk. Ove Karl er bankuddannet og arbejder i dag som selvstændig.
Grethe og Oves biografier reflekterer på forskellig vis udviklingerne i Grønland siden G50, hvor den danske stat rykkede ind med bredspektrede moderniserings- og fordanskningstiltag, og hvor mange danskere ligesom Vagner flyttede til Grønland for at arbejde.

Marie Kølbæk Iversen (f. 1981, DK) bor og arbejder mellem København og Oslo. Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2008 og afslutter i 2022 sin praksisbaserede kunstneriske ph.d. mellem Kunstakademiet i Oslo og Aarhus Universitet. Kølbæk Iversen er repræsenteret i flere offentlige samlinger og har udstillet bredt i Danmark og internationalt. Bl.a. på Louisiana (DK), Gwangju Biennalen (KR) og Henie Onstad Kunstsenter (NO). Siden 2017 har Kølbæk Iversen beskæftiget sig med den vestjyske hedes underkendte kulturarv gennem musik- og performanceprojektet Donnimaar.