Tidligere
Marie Kølbæk Iversen: Rovhistorier
26 aug. – 22 okt. 2022

På denne side:

I Marie Kølbæk Iversens udstilling på O – Overgaden sammenflettes østatlantiske folkesagn om havfolk, kapitalismens historie og ny marinebiologisk forskning.

Med udstillingen Rovhistorier krydser Marie Kølbæk Iversen tid, grænser og kulturer, når hun rejser ind i øjelinsen på havkalen; en ældgammel dybhavsfisk, der også er kendt som grønlandshaj. På tværs af de nordisk-germanske sprog er havkalen gennem historien blevet benævnt som enten havmand (havkal) eller havfrue; et mytologisk væsen med antropomorfe træk. For nyligt har marinbiologer, via kulstof 14-dateringer af havkalens øjelinsekerner, estimeret at den kan blive mellem 272 og 512 år gammel. Dermed er havkalen det ældste nulevende hvirveldyr i verden. Rovhistorier bringer kunst, folkeminde og moderne videnskab sammen for at reflektere over 500 års koloniale, imperiale og miljørelaterede kampe i den nordlige atlanterhavsregion, hvor den danske indflydelse har været og er central.

På tre monumentale videoskærme ses hypnotiske og farvestrålende billeder i pink og grønne nuancer. Billederne er mikroskopiske optagelser af de tusindvis lagdelte fibre, som er dannet i havkalens øjne i løbet af dens lange liv. I sin på én gang abstrakte og ultra-konkrete fremtoning er værket en filmisk tidsrejse gennem rovdyrets ’historiske’ blik, der giver os mulighed for at se og erfare radikalt andre skalaer end den menneskelige. Dermed inviterer Marie Kølbæk Iversen os også til at vende blikket mod os selv og tage et grundigt kig på vores egen rovdriftshistorie. For ligesom havkalen, der med sin lange levetid vil skue fremtider, vi aldrig kommer til at kende, har den også gennemlevet de århundreder, der har bragt os ind i den senkapitalistiske og antropocæne tidsalder.

Som klangbund for Rovhistorier, og i kontekst af musikprojektet Donnimaar, aktiverer Kølbæk Iversen underkendte folkeviser om havfolk fra sin østatlantiske hjemegn i Vestjylland. Projektet er baseret på viser indsamlet af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen i slutningen af det 19. århundrede, herunder fra Kølbæk Iversens tip-tip-tip-oldemor Johanne Thygesdatter, som var en af Tang Kristensens informanter. Donnimaar vil indgå i udstillingen i form af to performances og vil efterfølgende blive udgivet.

Marie Kølbæk Iversen (f. 1981, DK) bor og arbejder mellem København og Oslo. Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2008 og afslutter i 2022 sin praksisbaserede kunstneriske ph.d. mellem Kunstakademiet i Oslo og Aarhus Universitet. Kølbæk Iversen er repræsenteret i flere offentlige samlinger og har udstillet bredt i Danmark og internationalt. Bl.a. på Louisiana, Gwangju Biennalen og Henie Onstad Kunstsenter.

Tak til:

Henie Onstad Kunstsenter; Jonathan Brewer, Line Lauritsen (Danish Molecular Biomedical Imaging Center, Syddansk Universitet); Julius Nielsen (Grønlands Naturinstitut); Katinka Fogh Vindelev (MoBC Records); Antonella Notari Vischer, Bernard Vischer, (Podere Trafonti Kunstnerresidency); Michael Ejstrup; Silas Emmery; Søren Kølbæk Iversen

Udstillingen er muliggjort med støtte fra Statens Kunstfond, Novo Nordisk Fonden og PKU - Norges program for kunstnerisk utviklingsarbeid