De korte film på mellem et og fire minutter fortæller historien om en deprimeret pingvin, der ser haveprogrammer på sofaen, mens den forsøger at arbejde sig gennem depressionen ved at ty til bl.a. terapi, havearbejde og kompostering for til sidst at forsøge sig med at købe et stykke jord med sin ven, skildpadden. I arbejdet med udstillingen gør Mathiasen det samme som animationens hovedperson, der har fået sin stemme fra Kaya Wilkins (også kendt som Okay Kaya): hun anlægger nemlig en have.

Udstillingshaven, som Mathiasen har anlagt, omfatter i den ene ende en stensti, der går gennem en nyttehave fuld af espalierer, tegnede jordskokker og hyldeblomster (som siges at uddrive onde ånder, hvis de placeres ihjørnerne) samt en animation af en kompost (der opsamler, komposterer og dermed genanvender citater om havearbejde og mental sundhed). I udstillingens anden ende blomstrer en prydhave centreret om en pavillon eller et lysthus (på engelsk folly), der låner sit navn til udstillingen: Folly. ‘Folly’ kan betyde både dårskab, tåbelighed, fejltrin og en havepavillon, der ikke har noget egentligt praktisk formål. I dette tilfælde er follyen baseret på en ægte pavillon, som i sin tid blev bygget af kunstnerens morfar til galleristparret Asbæk. Til udstillingen er den blevet gentegnet af kunstnerens mor og bygget af hendes far. Mathiasens havearbejde vender på den måde tilbage til sociale økosystemer bestående af venskaber og familie, samtidig med at det fremkalder barndomsminder og tanker om haven som et helbredende sted for fysisk og psykisk sygdom.

Udstillingen indeholder en lang række referencer til private og offentlige haver, bl.a. Mathiasens eget havearbejde, som har spillet en vigtig rolle i opretholdelsen af hendes personlige mentale helbred – og hvor hun (som et fejltrin, en folly) kastede jordskokker på komposten, hvilket betød, at de overtog hele hendes have. En anden reference er haven omkring det psykiatriske hospital Dikemark uden for Oslo, kunstnerens nuværende hjemby. Historien lyder, at en psykiater omkring år 1930 bragte pingviner til stedet for at underholde patienterne, men at fuglene hurtigt døde. Dette motiv – lige dele tåbeligt (en folly) og tragisk – inspirerede Mathiasen til hovedrollefiguren i hendes nye animation, pingvinen. Desuden fik det kunstneren til at genbesøge barndommens tidsfordriv med at skabe hjemmelavede pingviner i træ sammen med sin far. De færdige figurer befolker nu udstillingen sammen med forladte fuglereder og havespyd med prints af en høne og en kylling (baseret på barndomstegninger). Samlet set peger de forskellige elementer på havens mange, næsten absurde modsætninger, hvor både det ukontrollable vildnis og de velplejede bede rummer cykliske stier mod heling.