6 jul. 2023
Annoncering
Kommende udstillinger efterår 2023 - sommer 2024
På denne side:

Apolonia Sokol: Le Printemps ( Spring ) Linda, Ni(x), Raya, Dustina,Simon.e, Nirina, Claude- Emmanuelle, Bella & Dourane, Oil on linen. 400 x200 cm, 2020.

O – Overgaden annoncerer nu rækken af mangfoldige stemmer fra den danske og internationale samtidskunstscene, som i det kommende år indtager kunsthallen:

Glæd dig til allerede i august at opleve Rasmus Myrups pyntede fyr(retræer) og queering af den nordiske mytologi gennem et samarbejde med Göteborg Biennalen, Anna Rettls malerier af afklædte, maniske eller stressede moderne kroppe og den internationale kunstner Cally Spooners forsøg på at modstå samme konstante 24/7-tidspres og acceleration gennem sit ph.d-projekt, DEADTIME, der videreudvikles i en samarbejdsudstilling på O – Overgaden.

Dertil byder O – Overgaden til efteråret på Cassie Augusta Jørgensens show-girl blik på livet som trans kvinde, Anna Sofie Mathiasens Cirkeline-lignende stop-motion videoer om fænomenet ’den helende have’, hvorefter forårets udstillinger strækker sig fra Zahna Siham Benamor & Apolonia Sokols store samarbejdsprojekt, der bærer minoriserede positioner frem i en fælles scenografi af ny poesi og nyt maleri, samt Julie Falks bidende præcise skulpturer, Aske Thibergs store performancebaserede solo og LA-bosatte Panteha Abareshis første udstilling i Danmark.

Anna Rettl: Through the open doors all that could be seen was a milling crowd through a cloud of dust against the gilt.(Group 1), 2021. Watercolour on canvas, 180 x 500 cm, Photo: David Stjernholm

Anna Rettl: Laocoön Loop (vinter 2023)

Med udgangspunkt i kunsthistoriske malerier – fra Hieronymus Bosch, Eugène Delacroix eller Peter Paul Rubens’ menneskefigurer, der typisk er klædt på efter rang eller mytologisk status – skitserer maler Anna Rettl nye, komplet afklædte udgaver på lærreder i fuld menneskestørrelse. Ved at gengive figurerne uden deres tøj og sociale markører skaber Rettl et anatomisk studie af kroppe fra en bestemt tid og ideologisk overbevisning – som fremmaler hun en slags nøgen sandhed om en historisk æra foran os.

Til sin soloudstilling på O – Overgaden skaber Rettl en helt ny serie malerier, der udspringer af det 20. århundredes tidlige, modernistiske malerier i den grænseregion, hun selv stammer fra mellem Østrig, Slovenien og Italien. I sin fokuserede maleriske undersøgelse af de figurer, som oprindeligt blev malet under fascismens fremmarch i Centraleuropa, viser Rettl magre og forvrængede kroppe i varierende stadier af sindsbevægelse, som forsøger at tilpasse sig en ny industriel og kapitalistisk verdensorden. På O – Overgaden præsenteres de som et overdimensioneret billedkabinet af kroppe, der kravler hen over vægge, søjler og videre ud i rummet på kunsthallens overetage.

Anna Rettl (f. 1992, AUT) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (2021), Akademie der bildenden Künste i Wien (2014), og MAUAMUAS Independent Study Programme i Lissabon (2018). Rettls seneste udstillinger inkluderer Reigen, Outpost Gallery (2021), AFGANG 2021, Kunsthal Charlottenborg (2021), og Skelettynd Grænse med Clara Busch, Arcway (2019). Hun er desuden en del af det omvandrende kunstnerdrevne udstillingssted Jennifee-See.

Cally Spooner: DEAD TIME (Maggie’s Solo), 2021 (detail), Fifty Billion Hectares of Time, gb agency, 2021. Photo: Aurélien Mole

Cally Spooner with collaborators: Duration (efterår 2023)

Den internationale stjernekunstner Cally Spooner forvandler fra slut august O – Overgadens grundetage til et performance-laboratorium med et danse- og lydstudie, hvor samarbejdspartnere og andre inspirationskilder samles, kolliderer og skaber nyt repertoire til Spooners opera in-progress.

I udstillingen fylder en stor videoprojektion af Spooners danseværk Maggie’s Solo hele hovedrummet og fungerer som baggrund og afsæt for nye samtaler og værkproduktioner: Kom og oplev, når danser Maggie Segale skaber et nyt danseværk foran sin videoprojektion i en ugelang workshop. Eller vær med, når typograf Will Holder nedskriver lydsiden til Maggie’s Solo live; når Cally Spooner skaber et nyt altomsluttende lydværk sammen med en gruppe lokale børn; eller når der sammen med Københavns Universitet inviteres til talks om vedblivende samarbejder, omsorgsfuld opmærksomhed og udstrakte tidsrum – som udstillingstitlen siger det: Duration.

Cally Spooner (f. 1983, EN) er performancekunstner, hvis ph.d-projekt er huset af O – Overgaden og tilknyttet Det Kongelige Danske Kunstakademi og Københavns Universitet (2021-24). Spooners essayserie A Hypothesis of Resistance, som er blevet til i workshops og livevents på O – Overgaden, udgives fortløbende af Mousse Magazine (2022-2023). Sidste essay drejer sig om udstillingens tema Duration og udkommer i efteråret 2023. Spooners seneste institutionelle soloudstillinger har fundet sted hos bl.a. Art Institute of Chicago; Swiss Institute, New York; Castello di Rivoli, Torino; New Museum, New York; og Stedelijk Museum, Amsterdam.

Rasmus Myrup, 2023

Rasmus Myrup: Precoming (efterår 2023)

Som optakt – en prelude eller Precoming, som udstillingstitlen siger – til den danske kunstner Rasmus Myrups store, nye projekt til Göteborgs samtidskunstbiennale (GIBCA) i september skaber den queer skulptør og mytemager en selvstændig udstilling af falske runesten i stor skala, et udvalg af huller, en lysekrone af fyr, SoMe-sexede ’thirst trap’ malerier, og alskens andet Precoming-tilbehør til O – Overgaden.

Udstillingen, der åbner i august, finder sted i det historiske søjlerum på O – Overgadens førstesal, og åbningsweekenden byder på præsentationer af Rasmus Myrup og af João Laia, chefkurator for GIBCA’s 2023-udgave, der tager hul på Myrups bidrag til den helt store, internationale udstilling i Göteborg. Myrup, som er kendt for med glimt i øjet at opdatere det nordiske panteon af folkeminder, forbinder hermed to skandinaviske havnebyer, København og Göteborg - ikke blot med sine udgravninger og nytolkninger af de nordiske mytologier, men også gennem denne udvidede måde at samtænke og præsentere udstillinger. 

Rasmus Myrup (b. 1991, DK) har siden sin afgang fra Det Fynske Kunstakademi udstillet i solo- og gruppeudstillinger på institutioner som Kunstverein Göttingen, Tyskland (2023), Jack Barrett, USA (2022) og Kunsthal Charlottenborg, København (2020). Han har dertil netop udgivet sin første bog, The Völva’s Bestiary of Best Friends med s/z og Coda Press (2023).

Cassie Augusta Jørgensen, portrait by Frida Gregersen

Cassie Augusta Jørgensen (vinter 2023/24)

Cassie Augusta Jørgensen (1991, DK) er billedkunstner, koreograf og danser. Over de seneste år har hun perfektioneret sit showgirl-ship gennem arbejdet med teater, skuespil, sin baggrund i klassisk og moderne dans, sit ynglingslingerie og med referencer til bl.a. filmskabere som Rainer Werner Fassbinder og Brian De Palma. Jørgensens værker er formet af film, dansens historie og ikke mindst det at være transkvinde. Hendes praksis spekulerer over filmisk fiktion og virkelighed og laver folder og huller i historien, som gør os opmærksomme på andre fortællinger. Jørgensen er bosat i Berlin, uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (2022) og har tidligere udstillet på Auto Italia London, 1.1 Basel og Sophiensaele Berlin.

Anna Sofie Mathiasen (vinter 2023/24)

Anna Sofie Mathiasen: Pigen paa Anatomikammeret, stills from stop motion video, 30 min, 2022.

Med et udgangspunkt i hendes helt egne og tydeligt tegnefilmsinspireredet streg konstruerer Anna Sofie Mathiasen (1995, DK) billeduniverser, der blander historisk arkivmateriale, animerede karakterer à la DRs B&U-afdeling, pædagogiske virkemidler og personlige minder. I en række videoessays af stop-motion, stemmeskuespil og håndtegnet animation vil hun i sin store soloudstilling på O – Overgaden dykke ned i spørgsmålet om havens helende potentiale. Udstillingen tager udgangspunkt i en undersøgelse af medicinske og terapeutiske behandlingsforløb samt  og den grønne have som ’helende’. Fra et lysthus til Engelske haveprogrammer: Hvordan bearbejdes mental sygdom, og hvad kan relationen til haven betyde for ens selvbillede?

Mathiasen er uddannet fra Kunstakademiet i Oslo (2020) og bor og arbejder i København og Oslo. Hun har tidligere udstillet på Kunsthall Oslo (NO), Sol (Nexø, DK), Guttorm Guttormsgaards arkiv (Blaker, NO), Kunstnernes Hus (Oslo, NO) og Instituto Valenciano de Arte Moderno (Valencia, ES).

Julie Falk, Détournement, 2023. Still from s/h video, 2:46 min., loop. 

Julie Falk (forår/sommer 2024)

Julie Falks skulpturelle og filmiske praksis bevæger sig mellem spørgsmål om systemisk magt og autonomi, mellem sårbarhed, sygdom og strukturel (over)styring – hvem vinder i hverdagens hierarkier? I hendes feministiske og næsten surrealistiske værker samler hun ofte genkendelige genstande – på gaden, i affaldet, i byens baggårde – og omarrangerer, genskaber eller forstørrer disse. Et brugt fyrværkerirør eller en papkasse - begge er slags støttestrukturer, der har udtjent deres ”pligt” -  bliver til gigantiske skulpturer eller billedflader. Hos Falk får det oversete, efterladte eller abjekte således værdi. Ud af en personlig oplevelse med sygdom og en række af hospitalsophold skaber Falk en video filmet på Rigets tag, dets heliport, der sætter billeder på en kropslig trang til at stikke af fra eller undvige behandling.

Julie Falk (f. 1991, DK) er en billedkunstner uddannet fra Malmö Art Academy. Hun har senest udstillet på bl.a.All all all,København (2023), KØS Museum for kunst i det offentlige rum, Køge (2018), Galleri Susanne Ottesen, København (2021) og modtog i 2023 Anne Marie Carl Nielsens Talentpris for billedhuggere.

Apolonia Sokol x Zahna Siham Benamor (forår/sommer 2024)

O – Overgaden præsenterer et særligt udstillingssamarbejde når Zahna Siham Benamors poetiske tekst- og performancearbejde – med fokus på BIPOC og feministiske spørgsmål som er udsprunget af socialt arbejde i danske NGOer som Kvinfo og RED Safehouse – møder Apolonia Sokols maleriske engagement i at skabe portrætter, som et middel til empowering for et fællesskab af feminister, queers og kønsflydende positioner. Sammen skaber Benamor og Sokol en teatralsk installation hvor helt nye malerier af Sokol frembringer en scene for lyd, poesi og live oplæsninger af både Benamor og duoens udvidede netværk af stemmer.

Apolonia Sokol (f. 1988, FR) er en Paris-baseret kunstner af dansk, polsk og fransk oprindelse, som er uddannet fra École Nationale Supérieure des Beaux-Arts i Paris (2015). Dokumentarfilmen Apolonia, Apolonia som for nyligt har haft præmiere, omhandler Sokols liv og paksis og er filmet gennem et helt årti af filmskaber Lea Glob. Filmen som er co-produceret af HBO udmærkede sig på CPH:DOX 2023 samt på en række internationale filmfestivaller. Sokol har udstillet på solo- og gruppeudstillinger blandt andet på THE PILL, Istanbul (2022 & 2018); Sebastien Ricou, Bruxelles (2016); Whitcher Projects, Los Angeles (2016); MO.CO Panacee, Montpellier (2023); Fondation Pernod Ricard, Paris (2022), Viva Villa, MUCEM, Marseille (2022); Modern Art Museum of Fort Worth, Texas (2022); and Villa Médicis, Rom (2021).

Zahna Siham Benamor (f. 1988, DK) er en dansk kunstner med algerisk/fransk baggrund. Hun har tidligere været engageret i socialt arbejde på bl.a. Kvinfo, RED Safehouse og kvindeafdelingen i MÆNDENES HJEM. Benamor udgiver i år EP’enJeg kommer fra Ørkenen(2023); har produceret podcastenNormkritisk omsorg i samarbejde med DJ HVAD og Sofia Cerqueira (2021); udgivet et litterært værk til online tidskriftet HVERMANDAG (2022),og arbejdet med Apolonia Sokol bl.a. som manuskriptforfatter på dokumentarfilmenApolonia, Apolonia(2023).

Panteha Abareshi: GOOD CRIPLE (2023) Silicone, stainless steel, polyurethane, medical ephemera, latex, surgical tubing. Variable dimensions. Courtesy Panteha Abareshi. Photo: Daniel Vincent Hansen/Kunsthall Trondheim

Panteha Abareshi (forår/sommer 2024)

Panteha Abareshis skulptur- og videopraksis såvel som omfattende arbejde med videnskabelige artikler er baseret på deres personlige og systemiske oplevelse af det, at leve med et handicap. I deres seneste arbejder adresserer Abareshi ublufærdigt de tabubelagte forhold mellem den handikappede krop og dennes afhængighed af samfundets supportstrukturer – fra kørestolen og medicinske slanger til menneskelig omsorg – og bringer også spørgsmål om dominans og undertvingelse (med dertilhørende fetichistiske og erotiske antydninger) i spil. Abareshi skaber en ny serie af værker til en stor soloudstilling på O – Overgaden, der åbner i maj 2024.

Panteha Abareshi (f. 1999, US/TX) er en Los Angeles-baseret kunstner hvis værker er blevet vist i solo- og gruppeudstillinger på blandt andet Kunsthall Trondheim (2023), Hunter Shaw Fine Arts, Los Angeles (2022), Los Angeles Municipal Art Gallery (2021), MMK Museum für Moderne Kunst, Frankfurt (2022), Kunsthaus Zürich (2022), 1969 Gallery, New York (2022) og Shape Arts, London (2020).

Aske Thiberg: Hill, 2022, performance documentation by Manon Riet and Thomas Portier

Aske Thiberg (forår/sommer 2024)

En solodanser på en platform, højspændt energi, mekaniske bevægelser - men med næsten dødt ansigtsudtryk i en automatiseret, måske endda lykkeløs performance: I Aske Thibergs video, tekst og performances udspænder han et felt mellem den digitale verdens robotlignende kroppe, gamer-skabt ensomhed og spørgsmål om SoMe’s social distance og melankoli. Til O – Overgaden skaber Thiberg et stort nyt performanceværk af en række koreograferede momenter, der udforsker det falmende skel mellem den virkelige og virtuelle verden – og som forandrer kunsthallens åbningstider, når det opføres live på særlige tidspunkter. 

Aske Thiberg (f. 1994, SE/DK) er nyuddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (2023). Han bor og arbejder i København og Stockholm og har udstillet samt performet på institutioner som Kunsthal Charlottenborg, København (2023), Den Frie Udstillingsbygning, København (2022), Malmö Konstmuseum, Malmø (2022), Udstillingsstedet Sydhavn Station, København (2020 & 2022).