En grundpræmis for Julie Falks (DK, 1991) seneste skulpturelle og filmiske værker er den stillestående tid, der præger den indlagte krop, fængslet i og arbejdende fra hospitalssengen.

På sin første store soloudstilling Antiform tager Falk udgangspunkt i bortkastede eller aflagte materialer – fra en ny serie bronzestøbninger af afklippet hår, der stammer fra de af hospitalssystemet betalte parykker, til enorme forstørrelser af brugte paprør fra afskudt fyrværkeri, der hviler i udstillingens forreste rum som gigantiske falliske former, der er kørt over, deforme eller skørnede. Falks udstilling Antiform peger på hendes kropslige oplevelse af at blive forflyttet eller fortrængt.

At arbejde fra en omvendt eller anti-position, mod alle odds, hvorfra kunstneren indsamler aflagte, abjekte eller udsmidte materialer; former, der er kasserede, hvad enten som brugsgenstand eller kunst, Antiformer.

Ved indgangen til udstillingen møder vi en kvinde (kunstneren) i det korte videoværk Détournement. Indrammet af en tung buldren går hun i brudte, slowmotion cirkler rundt på helikopterlandingspladsen på Rigshospitalet, mens hun kigger væk og ud, som prøver hun at undslippe sundhedssystemets gravitationskraft. Som dette værks modsætning pendulerer den nye video Crip Time, der vises i udstillingens bagerste rum, i stadigt mere aggressive bevægelser omkring en marmorskulptur af Alicja Kwade nær Rigshospitalet. Med blikket fanget tæt på den dekorative skulpturkugle bliver filmen en klaustrofobisk metafor for den planetariske centrifugalkraft, der suger den syge krop ind mod sit behandlingscenter, og peger således på, hvordan vores systemer for omsorg og behandling også er systemer af kontrol og forvaring.

En ny serie skulpturer består af kropshøje rosafarvede marmorlægter. De balancerende, høje og tynde stenkroppe er gennemhullede, som efter en biopsi – en gestus, der minder os om, at vi som kroppe deler materie med hinanden, som titlen siger: I’m Not One. Med et vink til 1960ernes situationistiske kunstnerbevægelse vender Falk vrangen ud på eksisterende systemer eller rammer. Inhabit Everywhere er papskulpturer, der hænger som tage eller står, vendt om, gabende på gulvet. Taget, den ultimative idé om et sikkert skjold, er her i sin abstrakte form blødt og skrøbeligt, som spørges der: hvor er beskyttelsen?