Udstillingens første element er en pinkrød trenchcoat, der nærmest personificerer denne monstrøse typificering. Jakken, der er skabt sammen med modedesigner Alectra Rothschild, er både forførende ogsensuel i sin glitrende gennemsigtighed – næsten ekshibitionistisk– samtidig med at dens lange pasform antyder transkvinden som den utilpassede antagonist med former og lemmer, der potentielt er for lange eller store i størrelsen.

På storskærmen bag jakken vises udstillingens centrale værk, kunstnerens cirka ti minutter lange film, Slit Your Click. Filmen er en forvrænget genfortælling af den berømte museumsscene i Brian De Palmas storfilm Dressed to Kill fra 1980. I Jørgensens filmloop følger vi tre kroppe: den cis-kønnedekvinde (Kate) og en mand (The Stranger), som filmes og forfølges af transkvinden (The Blonde), der netop er iklædt enrød trenchcoat. De tre bevæger sig flydende – cruisende – teatralsk, performativt, jagende og ordløst igennem Statens Museum for Kunst i en trekant af erotisk spænding.

På væggen ses en serie transparente, mindre stillbilleder fra filmen, som er belyst bagfra og kræver en intim opmærksomhed, lidt som at holde private fotonegativer op mod lyset. Værkerne, der skærer igennem kunsthallens eksisterende arkitektur, minder os om, at selv en angiveligt urokkelig struktur som museets eller kunsthallens blot er en performativ facade – et rum, der, ligesom vores personlige identiteter, kan åbnes, gøres transparent og undergå forandring.

I De Palmas film, der eksplicit citerer Alfred Hitchcocks Psycho, ender ‘museumsscenen’ med, at Kate tager afsted med den mandlige figur (The Stranger) for lidt senere i filmen at blive slået brutalt ihjel af den blonde skikkelse (The Blonde). Moralen synes at være, at den seksuelt frigjorte kvinde – transkvinde eller ej – enten fortjener at blive straffet eller helt grundlæggende er vanvittig. I Jørgensens feministiske opgør med denne stereotype kliché ender scenen med, at den blonde transkvinde giver sit kamera til Kate, så hun kan afvise rollen som klassisk kvindelig figur fanget på film af mandlige filmskabere. Samtidig indtager transkvinden – The Blonde – i Jørgensens film sin egen persona og skærer igennem – slits – den voyeuristiske og voldelige rolle, hun er blevet tildelt. Snarere end som filmens udgrænsede skurk, går Jørgensens transkvinde således fra museet som filmens fokus, dens sympatiske heltinde.